Ring ind og book en behandling på 33 75 10 05. Find os på Nygade 6, 3.sal tv, 1164 København.

Som jeg skrev i efteråret er hver sæson associeret med forskellige organer i kroppen; sommeren med Hjerte og Tyndtarm, sensommeren med Milt og Mave, efteråret med Lunger og Tyktarm og vinteren med Nyre og Blære. Foråret er forbundet med Leveren og Galdeblæren.

I følge kinesisk medicin er hovedfunktionen for Leveren at opbevare blodet og har derudover den vigtige opgave at få alting til at flyde frit. Både energien og blodet flyder frit og jævnt i de korrekte mængder på grund af Leverens evne til at dirigere og tilpasse dette frie flow. Især tre hovedområder fungerer på grund af Leverens arbejde; vores følelsesmæssige liv, fordøjelsen og det menstruelle hos kvinderne. Galdeblæren har, ligesom i vestlig forståelse, primært indflydelse på fordøjelsen.
I kroppen siges Leveren endvidere at kontrollere sener og bindevæv, den åbner sig i øjnene og manifesterer sig i neglene.
Emotionelt er Leveren og Galdeblæren forbundet med vrede, frustration og irritation men også positive kvaliteter som empati, intuition og forståelse.

Når Leveren er balanceret og fungerer godt, er energien jævn, aktiv og flydende. Det hjælper os til at få gjort ting uden at stresse. Når den derimod ikke fungerer som den bør, eller når energien er blokeret oplever vi let fysiske såvel som emotionelle konsekvenser. Personer med en stagneret Lever-energi vil ofte opleve at have kortere lunte, opleve irritation, vredes-udbrud, frustration eller aggression og være tilbøjelige til at få hovedpine, tinnitus og svimmelhed. Disse kraftige følelser kan på et tidspunkt vende og blive til depression og modløshed.

Leveren er associeret med træ elementet og altså foråret hvor energien ekspanderer og alting igen vokser frem og vækkes til live efter vinterens lange dvale. Foråret er derfor perioden hvor det drejer sig om “at komme ud af hullerne igen” og få gjort ting efter en lang periode af inaktivitet og tilbagetrækning.
Det er sæson for aktivitet, og vi skal forsøge at udnytte det momentum der er i dens ekspanderende bevægelse. Det er en periode fyldt med optimisme over at energien igen er aktiveret og varmen og lyset bringer håb og forsikring om at vinteren nu endeligt er forbi.

Hvor vi i efteråret skulle se på at få afsluttet opgaver, så vi kunne gå vinteren i møde med afklarethed og spare på vores energiressourcer, er foråret nu tiden hvor vi skal påtage os nye opgaver, gøre forårsrent, rydde op og smide ud.
Vi kan desuden udnytte energien og lade den fremme vores kreativitet, planlægning af året der kommer og perspektivet omkring fremtiden.
Målet er som altid at forsøge at harmonisere os selv med sæsonens bevægelse. Foråret er tiden hvor Yang energien vokser, i kroppen kan vi drage fordel af dette ved at bevæge os mere og strække vores muskler og sener for at fremme cirkulationen af energi og blod i kroppen. Det er derfor et godt tidspunkt at begynde at træne lidt hårdere fysisk træning, komme mere udendørs og begynde at svede lidt mere.